Start

General index of music editions

Materialer

Links

Recent publications

Coppini, Musica tolta 1607

Editions and papers
on this site:

Copenhagen Chansonnier

Complete Works of Gilles Mureau

Amiens MS 162 D

Uppsala MS 76a


Papers on

Basiron’s chansons
Busnoys & scibes PDF
Caulaincourt
Chansons in Fa-clefs
Chansoner på nettet
Fede, Works
Dulot’s Ave Maria
Open access 15th c.
MS Florence 2794

 

 
Ut Phebi radiis
(Ut Phoebi radiis)


Motet for fire stemmer af

Josquin Desprez

(c. 1455-1521)

Udgivet af Peter Woetmann Christoffersen
Musikvidenskabeligt Institut, Københavns Universitet

Download node som pdf-fil (6 sider, 96 kb).

Kilde: Motetti libro quarto, O. Petrucci, Venezia 1505 (RISM 1502/2) f. 6-6v (Superius), f. 37v (Tenor), f. 70-70v (Altus), f. 102 (Bassus).

Den eneste kilde til Ut Phebi radiis fra Josquins levetid er Ottaviano Petruccis Motetti libro quarto, der blev trykt i fire stemmebøger i Venezia i 1505. Josquins oprindelige version af motetten i korbogsformat har sandsynligvis kun været noteret med tre stemmer (jfr. Jaap van Benthem: ‘A Waif, a Wedding and a Worshipped Child. Josquin’s Ut phebi radiis and the Order of the Golden Fleece’, Tijdschrift van de Vereniging voor Nederlandse Muziekgeschiedenis 37 (1987) s. 64-81; særligt s. 69-70), idet den oprindelige tenorstemme har været ledsaget af kanonforskrifter i tegn og tekst, som har angivet kanoninterval og -afstand og hvor og hvor længe kanonstemmen skulle blive liggende på den sidste tone. Denne fremgangsmåde var ikke farbar i trykte stemmebøger. Kunderne havde krav på en brugsklar node uden at skulle forstå en måske kryptisk kanonforskrift. Derfor sørgede Petruccis musikalske editor for at udarbejde resolutio’er til kanons eller – som her – i stilhed at opløse kanonen i to trykte stemmer (jfr. Bonnie J. Blackburn: ‘Petrucci’s Venetian Editor: Petrus Castellanus and his Musical Garden’, Musica disciplina 49 (1995) s. 15-45). Slutningen i Bassus må være en udgivermæssig tilføjelse, der har til hensigt at få musikken til at se mere ‘normal’ ud. Denne slutnings lange toner på c (bestående af en punkteret longa, en punkteret maxima og endnu en maxima-værdi) virker forvirrede i notation og mangler to breves i at kunne nå hen til sluttonen, en longa f. Derimod virker Tenors lange sluttoner i motettens første del logisk strukturerede – bestående af en longa, en maxima og en punkteret maxima (eller 2+4+6 brevis-værdier). Forudsætter man derfor at kanonstemmen i anden del skal forløbe ganske tilsvarende første del, kommer slutningen til at blive trestemmig, idet Bassus så bliver fem breves kortere end de øvrige stemmer. Det bevirker at de dybe c’er klinger mens de er nødvendige for at legitimere kvartsamklange mellem de tre andre stemmer, men lader scenen være fri for fauxbourdon-slutningen.

Tekst

Som i andre motetter falder teksten i to dele, der henvender sig til Maria og Jesus. Brugen af klassiske heksametre og henvisninger til antikke og bibelske emner antyder forfatterens ambitioner med hensyn til latinsk dannelse. Det der gør teksten til noget særligt er imidlertid at den inkorporerer stavelser og ord der repræsenterer klingende toner, især for dem der havde indlæring af musik tæt inde på livet. De seks første linier af hver del starter nemlig med solmisationsstavelser der med større eller mindre held bygges ind i sætningerne. Første linie citerer kun stavelsen ut, anden linie lægger re til, og således fortsættes indtil stavelserne benævner hele det stigende sekstoners skalasegment, der udgør et heksakord. I tekstens anden del startes der ovenfra med stavelsen la, og i dens sjette linie fremsiges på samme måde det fulde, faldende heksakord. Hver del slutter med en syvende linie, en punch line, med konklusionen på den forudgående meningsophobning. I første del er det Jomfru Maria der overstråler alle sammenligninger, og i anden del kulminerer lovprisningerne i en bøn til Jesus om at komme de syngende (og hørende) i hu.

I
Ut Phebi radiis soror obvia sidera luna,
Ut reges Salomon sapientis nomine cunctos,
Ut remi ponthum querentum velleris aurum,
Ut remi faber instar habens super aera pennas,
Ut remi fas solvaces traducere merces,
Ut remi fas sola Petri currere prora,
Sic super omne quod est regnas, O Virgo Maria.
II
Latius in numerum canit id quoque celica turba,
Lasso lege ferens eterna munera mundo:
La sol fa ta mina clara prelustris in umbra,
La sol fa mi ta na de matre recentior ortus,
La sol fa mi re ta quidem na non violata,
La sol fa mi re ut rore ta na Gedeon quo,
Rex, O Christe Jesu, nostri Deus alte memento.

Dansk oversættelse (for en oversættelse til engelsk, se Benthem: ‘A Waif …’ s. 65-66):

I
Ligesom månen, Apollons søster, med sine stråler [behersker] stjernerne på sin vej,
som Salomon [hersker] over kongerne i den vises navn,
som årerne tilhørende de der søger Det Gyldne Skind, [behersker] havet,
som håndværkeren, med vinger som årer, [behersker] luften,
som [det er] årens opgave at transportere salgbare varer,
som [det er] Peters åres opgave at styre det ene skib,
således hersker du, O Jomfru Maria, over alt hvad der findes.

II
Alle steder synger den himmelske skare også dette i versefødder,
idet den bringer gaver til en udmattet verden ifølge evig lov:
La sol fa ta – diamanten der stråler i mørket,
La sol fa mi ta na – nyligt født af moderen,
La sol fa mi re ta na – i sandhed ubesmittet,
La sol fa mi re ta na – som Gideon[s skind] af duggen,
Konge, O Christe, Jesus, høje Gud, kom os i hu.

I første del drager Josquin stor nytte af heksakordets første solmisationsstavelse ut, der kan starte en række sammenligninger, “lige som …”, hvori de givne stavelser med lidt fantasi kan finde plads. I tekstens anden del kommerstavelsesrækken baglæns – starter med la – og det er ikke så ligetil at have med at gøre. Efter de to første linier kan solmisationsstavelserne ikke mere integreres i tekstens mening, men må – sammen med to udfyldende stavelser (“ta na”) der er gode at synge – stå som ordmusik der indleder hver lovprisning. Selv uden et direkte meningsindhold i dele af linierne er teksten rig på antikke og bibelske allusioner og fremkalder en stigende intensitet i lovprisningen af Maria og Jesus.

I første del indgår stærke antikke billeder i sammenligningerne: Månegudinden Luna, Apollons søster (Phebus/Phoebus (den strålende) er Apollons vigtigste tilnavn); Jason og argonauterne fra den vidt udbredte myte søger Det Gyldne Skind; og håndværkeren Daidalos der byggede labyrinten i Knossos og sammen med sin søn Ikaros lavede sig vinger for at flyve ud af labyrinten. Salomon tilhører det Gamle Testamente, mens det ene skib, som Peters åre styrer, er den kristne kirke der skal passe på sjælene (last/varer). Anden del beskriver Jesu fødsel med en henvisning til Dommerbogen, hvor Gideon beder om et tegn og lægger et fåreskind på jorden – efter den første nat er skindet blevet vådt af duggen, mens jorden uden om og under er tør, morgenen efter er jorden våd, mens skindet er uberørt. Man fortolkede denne historie som et varsel om Marias ubesmittede undfangelse.

Videre om motetten, se artiklen:
Peter Woetmann Christoffersen: ‘Hvad enhver kordreng skal kunne. Betragtning af motetten Ut Phebi radiis af Josquin Desprez’ Musik & Forskning 28 (2003) s. 97-118.