Start

General index of music editions

Materialer

Links

Recent publications

Editions and papers
on this site:

Copenhagen Chansonnier

Complete Works of Gilles Mureau

Amiens MS 162 D

Uppsala MS 76a


Papers on

Basiron’s chansons
Busnoys & scibes PDF
Caulaincourt
Chansons in Fa-clefs
Chansoner på nettet
Fede, Works
Dulot’s Ave Maria
Open access 15th c.
MS Florence 2794

 

 
Peter Woetmann Christoffersen

Indholdsoversigt til

Andrew Kirkman, The Cultural Life of the Early Polyphonic Mass. Medieval Context to Modern Revival. Cambridge (UP) 2010

NB - dette er en af de lidt irriterende bøger, hvor nogle diskussioner, mange referater af anden litteratur og vigtige oplysninger kun findes i noteapperatet bag i bogen.

Part I The status of the early polyphonic Mass

Ch. 1 Enlightenment and beyond (3-25)

Ch. 2 Contemporary witnesses (26-36)

- disse kapitler er opdaterede versioner af Kirkmans artikel ‘The Invention of the Cyclic Mass’ Journal of the American Musicological Society 2001 (Vol. 54) s. 1-47, hvortil jeg har lavet en oversigt (http://www.pwch.dk/Materialer/Kirkman.html). Ch. 1 svarer til artiklens indledning samt afsnittene 2-5, mens Ch. 2 er en bearbejdet udgave af artiklens første hovedafsnit.

Part II The ritual world of the early polyphonic Mass

Ch. 3 “Faisant regretz pour ma dolente vie”: piety, polyphony and musical borrowing (39-76)

Frygten for skærsilden, forbøn, messer mv. indstiftet til fordel for den afdøde, for de efterlevende og for de tilstedeværende. ”The polyphonic endowments of Guillaume Du Fay” (41), Du Fays testamente og den tilknyttede musik. “Secular music in the Mass (43), brugen af verdslige forlæg for messer, især høviske kærlighedssange, som let kan omfortolkes til Jomfru Maria som modtager, Thomas Aquinas om brugen af metaforer og at de højeste emner bedst beskrives med brug af metaforer fra hverdagslivet. ”The unattainable lady” (48), ”Secular song and the image of Christ” (50), en del sange lader sig omfortolke til at omhandle Christus. “A dialogue between model and Mass?” (53) diskuterer en intertextualitet (dialog) mellem de ord der forbindes med den verdslige sang og citatets placering i messens sammenhæng - især i Sanctus ved forvandlingen af brød og vin, Christus’ tilstedeværelse i nadveren, med mange nodeeksempler.

- I dette afsnit og flere andre steder i bogen henvises til Du Fays tidlige Missa La belle se siet (43, 69, 209, 282); det er en tanketorsk, Du Fay har ikke skrevet en sådan messe, Kirkman mener Missa Reveillez vous fra 1423 (identificeret af Fallows, trykt som Missa Sine nomine).

Ch. 4 “Head of the Church that is his body”: Christological imagery and the Caput Masses (77-97)

- Den anonyme engelske Caput messe (1440erne - tidligere tilskrevet Du Fay) findes i mange kilder og har været model for mange messer, både direkte og indirekte. Den gregorianske melodis tilknytning til Påsken (fodvasknings-ceremonien) og dåben (vand på hovedet) behøver dog ikke at knytte messen liturgisk til Påsken. “Christ as head” (80); kapitlet udfolder en fortolkning af den vidtstrakte melisme på ordet ”caput”, som ligger til grund for messerne, som generel metafor/symbol på forholdet mellem Christus og kirken - Christus som hoved og det kristne samfund som hans krop (mange henvisninger og citater fra teologiske skrifter); dette symbol kan lige så vel i hierarkisk faldende orden gå på forholdet Sankt Peter-kirken, paven-kirken, biskop-stift, præst-menighed. “Where and for whom?” (85) - messerne kan således anvendes bredt, måske en del af baggrunden for deres udbredelse; en oplagt lejlighed er Corpus Christi-festen (Christi legemsfest) med processioner, kirkespil og messe - kroppens forening med hovedet (menighedens med Jesus). “Earthly heads” (89) - denne tankegang kan umiddelbart overføres til forholdet mellem en salvet fyrste og hans domæne. Kongen har ofte en særlig rolle ved Corpus Christi fester - kongelige indtog i byer opføres ofte som Jesu indtog i Jerusalem. Kongen ses om hoved og den begyndende nationalstat som kroppen, hvis velvære afhænger af hovedet. Dette gør Caput-messen til et stærkt symbol [i samlingen af f.eks. Frankrig – eller Burgunds bestræbelser på af opnå status af kongerige – i anden del af 1400-tallet], enkirkelig understøttelse af kongemagtens legitimitet, mens L‘homme armé-messerne står som metaforer for den militante kirke/kongemagt.

Ch. 5 “Sounding armor: the sacred meaning of L‘homme armé” (98-134)

- De ca. 40 messer gennem et århundrede over den populære sang om ”den væbnede mand” har tiltrukket sig mange fortolkninger ud fra krigeriske centralfigurer som Sankt Michael, Sankt Georg og først og fremmest de burgundiske hertuger Philip den gode og Karl den dristige. Men disse fortolkninger kan næppe forklare messernes universelle og vedblivende appel. Først Craig Wright satte Jesus i centrum som repræsentant for den militante kirke, med Jesu kamp for sjælene mod djævelen som hovedtema, med den væbnede kriger som en stærk metafor herfor (jfr. Craig Wright: The Maze and the Warrior. Symbols in Architecture, Theology and Music. Cam. Mass. (Harvard UP) 2001). I dette kapitel udbygger Kirkman denne metafor meget vidt. Udgangspunktet er Paulus’ brev til Efeserne Kap. 6, v. 11-17:

“I øvrigt, vær stærke i Herren og i hans mægtige styrke. Ifør jer Guds fulde rustning, så I kan holde stand mod Djævelens snigløb. Thi for os står kampen ikke mod kød og blod, men mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet. Tag derfor Guds fulde rustning på, for at I kan stå imod på den onde dag, overvinde alt og bestå. Så stå da fast, spænd sandhed som bælte om lænden, og ifør jer retfærdighed som brynje, og tag som sko på fødderne villighed til at gå med fredens evangelium. Overalt skal I løfte troens skjold, hvormed I kan slukke alle den ondes brændende pile. Grib frelsens hjelm og Åndens sværd, som er Guds ord.”

“The warrior priest” (100) - ideen om den væbnede mand som metafor for den kæmpende kirke kommer tydeligst til udtryk i den meget udbredte messe-kommentar Rationale divinorum officiorum af Guillelmus Durandus (sent 1300-tal) - denne bog blev efter Bibelen et af de tidligste trykte værker. Heri fortolkes hver enkelt del af biskoppens/præstens liturgiske dragt og udstyr som krigerens udstyr og gudstjenesten som et slag mod de onde kræfter. Denne krigsmetafor følges tilbage i teologi og filosofi: “The warrior Christ” (103), “The sounds pf battle” (108), “Arms and religious ceremony” (111) - velsignelse af våben og riddere, den franske konge som kirkens beskytter, kroningsceremoni -, “L’homme armé and the Crusades” (120) - Konstantinopels fald 1453 og tyrkernes indtog i Italien i 1480 medførte indstiftelsen af messer Contra Turcos - L’homme armé-messer kan udmærket have fungeret i denne sammenhæng. “The sacralizing of secular power” (123) glidningen fra Jesus/kirken/biskop/præst til konge/hertug/fyrste som kirkens stridsmænd ligger lige for. Messerne kan fint være brugt som symboler for den kirkelige understøttelse af den verdslige magt [et symbol på magtens stigende selvstændiggørelse] - hertil en fortolkning af de mange associationen til antikke litterære topoi i de 6 anonyme L’homme armé-messer i Napoli [Busnoys?].

Ch. 6 “The profane made sacred: outside texts and music in the Mass” (135-164)

- om det at en melodisk frase forbliver bundet til sin oprindelige tekst og således danner en enhed, som kan gå i dialog med omgivelserne, når en melodistump eller hel melodi bruges i en anden (litugisk) sammenhæng. “Outside sacred texts in the Mass” (136); i nogle tilfælde findes tekster til andre liturgiske melodier indskrevet i messekompositioners stemmer (også selv om de evt. ikke bruger den pågældende melodi); tydeligvis til nærmere bestemmelse af messens formål (forbøn og giver). “Secular texts in the Mass” (137); på samme måde findes teksterne til verdslige sange indskrevet i messerne; brug af populære sange til at fremhæve det hellige (kontrast, livsglæde, forår - Du Fay, Gloria-Credo). “Secular texts in the Mass” (137); utallige forordninger og forbud viser at det ikke var ualmindeligt at der blev spillet (blæseensemble i Spanien 1500-tallet; og hyppigst orgelimprovisationer) og sunget verdslig musik i messen, endda under nadveren, ofte udskældt af reformatorer, optræder hyppigt i antikatolsk propaganda; forsøgt afskaffet under Trienter-konciliet, men forbuddene fortsætter med at blive fremsat. I protestantismen blev populære og and verdslige sange ofte “forvendt” til salmer og åndelige sange - bla. derfor søgte den katolske kirke at udrydde fænomenet i egne rækker. “Songs. motets and the rise of the cantus firmus Mass” (151); følger brugen af verdslig musik tilbage i tiden. Bevarede lister viser at det bungundiske hofkapel til gudstjenestebrug har anvendt bøger med et betydeligt indhold af verdslige sange, som kan opfortolkes til kirkelig brug, motetten med dobbelttekst som formidler mellem kirkeligt og verdsligt. Når kærlighedssange over en kirkelig tenormelodi kan stå som metaforer for dyrkelsen af helgener og Maria, er skridtet ikke langt til cantus firmus messen over høviske sange. Tilsyneladende en praksis der var mere udbredt end hidtil antaget at blande verdslige sange ind i messens musik. Messens mere skjulte brug af verdslige elementer kan stå som et svar på en stigende kritik af denne praksis. Også den stigende brug af testamentariske messestiftelser med dens krav om håndfast symbolik kan have bidraget.

Part III The cradle of the early polyphonic Mass

Ch. 7 “The shape of the Mass” (167-176)

- ordningen af  messens ordinariumsled i faste cykler (Kyrie, Gloria, Sanctus, Agnus Dei, Ite missa est - Credo synges til meget færre melodier) i løbet af 1200-tallet med franciscaner-munkene i spidsen (også dominikanere og cisterciensere). Led i bestræbelser på en forenkling og systematisering af liturgien, samtidig en forkortelse. Dette giver til gengæld plads for en stærk udvidelse af lejlighedstekster og -melodier (helgenmesser, votiv-messer, forbønner). Ordinariet begynder at blive set som en helhed, en stabil del af gudstjenesten, hvor nadverritualet forberedes, gennemføres og afsluttes. Dette også en forudsætning for de utallige messer til forbøn for de døde. Ved at betale for en udsmykning af hele ordinariet er den døde (broderskabet) per stedfortræder deltager i dramaet om Jesu opstandelse i nadveren.

Ch. 8 “Counterpoint of images, counterpoint of sounds” (177-207)

“Last things” (208-214)