Start

General index of music editions

Materialer

Links

Recent publications

Editions and papers
on this site:

Copenhagen Chansonnier

Complete Works of Gilles Mureau

Amiens MS 162 D

Uppsala MS 76a


Papers on

Basiron’s chansons
Busnoys & scibes PDF
Caulaincourt
Chansons in Fa-clefs
Chansoner på nettet
Fede, Works
Dulot’s Ave Maria
Open access 15th c.
MS Florence 2794

 

 
Peter Woetmann Christoffersen

Diskussion om improvisation, discant, cantus super librum og res facta:

Margaret Bent: ‘»Resfacta« and »Cantare Super Librum«’ Journal of the American Musicological Society 1983 s. 371-91

Prøver at løse en selvmodsigelse, som Ernest T. Ferand fandt i Tinctoris’ to definitioner af res facta: betegner termen nedskreven flerstemmighed til forskel fra improviseret? eller udsmykket (florid) kontrapunkt til forskel fra enkel sats hvad enten nedskreven eller improviseret? Bents gennemgang af Tinctoris og hendes argumentation bygger på en forestilling om at improvisation i 1400-tallet betød det samme som i dag i daglig tale: spontan musiceren, evt. over ikke i forvejen kendt stof [f.eks. i konkurrencer i orgelspil — for jazzmusikere er situationen en helt anden], og på at datidens ikke-synkrone notation også betød at musikken var konciperet stemme for stemme. Derfor når Bent til en opfattelse af at res facta og cantus super librum i vid udstrækning betegner det samme, og at cantus super librum kan strækkes så langt som til at synge noteret flerstemmig musik efter en bog. [Herved bliver en del af Tictoris argumentation meningsløs]. Hele Bents argumentation hænger sammen med hendes projekt om at sangernes kunnen mht. contrapunctus var en forudsætning for at justere musica ficta i ekstrem grad, noget de fleste andre forskere afviser.

De fleste af Bents konklusioner tilbagevises i Bonnie J. Blackburn: ‘On Compositional Process...’ — og de ses bort fra i Rob C. Wegman: ‘From Maker to Composer ...’.

Artiklen indeholder mange gode citater fra Tinctoris og nogle instruktive nodeeksempler.

Bonnie J. Blackburn: ‘On Compositional Process in the Fifteenth Century’ Journal of the American Musicological Society 1987 s. 210-84

Artiklens hovedemne er spørgsmålet om simultan kontra successiv komposition.

1. Aarons syn på simultan konception (212). Pietro Aaron De institutione harmonica 1516 og Toscanello de la musica 1523, beskriver stemmernes rækkefølge i processen hos nye og gamle komponister, Blackburn beskriver uklarheder i teksten; nyt at skrive alle på een gang (snarere at koncipere dem som en helhed); opregner tilladelige samklange i konsonanstabeller.

2. Kontrapunkt og harmonik (219). Giovanni Spartaros afvisning (1529) af at komponere uden at mestre kontrapunkt ved mest af komponere på grundlag af harmoni (sammenføjning af klange), Spartaro opretholder tostemmig contrapunctuslære som kompositionens grundlag. Kritik af Leeman L. Perkins (‘Mode and Structure ...’ 1973) for kun at søge kontrapunktiske strukturelle elementer i Josquins musik (222).

3. Spartaros syn på harmonik (224) - en proces hvor dissonans og konsonans veksler og giver musikken retning.

4. Zarlinos harmoniske teori (228) - uden dissonanser ingen harmonik; kritik af Carl Dahlhaus (Untersuchungen über die Entstehung ..., 1968), der ikke ser dissonans som et strukturelt/proces element i 1400-tallets musik (230).

5. Dissonansteori (233) - vigtigt gennemgang af behandlingen af dissonanser i middelalderens teoretiske litteratur: Berkeley-afhandlingen (Goscalcus) ca. 1375 meddeler meget detaljerede regler for dissonansbehandling for tiden lige efter Machaut (234); Guillielmus Monachus (efter 1450) beskriver dissonans som en funktion, der får konsonansen til at fremtræde så meget sødere (som Spartaro), Tinctoris uenig (afviser/latterliggør den funktionelle dissonans (Liber de arte contrapuncti) som Guillielmus Monachus beskriver. Skal laster så praktiseres for at gøre dyden så meget praktfuldere? Eller skal man indsætte kluntede ord i talen for at øge elegancen i andre ord?) (240).

6. Tinctoris om dissonans (242) - en ny og konsekvent behandling af dissonanser - som elementer i en proces; kadencer, modus (245), eksempel på modus (246).

7. Tinctoris om kontrapunkt (246), om res facta og cantus super librum - NB meget vigtig, kritik af Margaret Bent: ‘»Resfacta« and ...’ og Ferand, klargør begreberne, forudsætning for Rob C. Wegman: ‘From Maker to Composer ...’, (257) eksempel på cantus super librum, om improvisation

8. En hypotese om oprindelsen af termen Res facta (260) - choses faictes, mange af Tinctoris’ alternativer til tekniske betegnelser stammer fra fransk, sammenhængen med digtning, poiesis.

9. Res facta og simultan konception (265) - Res facta er komponeret musik, hvor stemmerne forholder sig korrekt til hinanden, kan kun lade sig gøre på papir, [her er modsætningen succesiv/simultan i realiteten irrelevant], tre eller flere stemmer, samklang konciperes samtidig med kontrapunkt og dissonansbehandling, tostemmig res facta betegnes i 1400-tallet som ‘duo’.

10. Tinctoris og den ‘nye kunst’ (268) - i den berømte udtalelse fra Liber de arte contrapuncti taler T om hørte dissonanser; det nye er det konsonerende, de få regulerede dissonanser (hos Dunstable); senere bliver en større mængde regulerede dissonanser nødvendig for en harmonisk sats (spænding og afveksling); (269) analyse af Dufay’s Nuper rosarum flores, NB rettelser af trykfejl i Besselers udgave (271) og forslag til emendationer af nodeteksten. Denne komposition er forud for sin tid, det er måske med den T begynder ‘den nye kunst’.

11. Res facta og musica poetica (274) - med res facta kunne komponisten frembringe et værk der efter hans død fremstår som et perfekt og fuldendt værk (opus perfectum et absolutum - Listenius 1537) “In 1537 Listenius distinguishes between musica theoretica, musica practica, in which music is produces but not preserved ..., and musica poetica: ‘Poetic is that which is content neither with the understanding of the matter nor practice alone, but after effort leaves behind a work, such as when music or a musical song is composed, the goal of which is a perfect and completed work [opus consumatum et effectum], for it consists in making or fabricating, that is, in such exertion that, even after the death of the maker, there remains a perfect and finished work [opus perfectum et absolutum].’ The distinction goes back to Aristotele, who divided philosophy into “theoretical,” “practical,” and “poietic,” praxis involving human action, poesis “making” ... By using the words faciendo and fabricando, Listenius makes a direct connection with the Greek and also, perhaps, an indirect connection with res facta.” (274).