Start

General index of music editions

Materialer

Links

Recent publications

Coppini, Musica tolta 1607

Editions and papers
on this site:

Copenhagen Chansonnier

Complete Works of Gilles Mureau

Amiens MS 162 D

Uppsala MS 76a


Papers on

Basiron’s chansons
Busnoys & scibes PDF
Caulaincourt
Chansons in Fa-clefs
Chansoner på nettet
Fede, Works
Dulot’s Ave Maria
Open access 15th c.
MS Florence 2794

 

 
Renæssancens musikkultur

Torsdag den 28. april 2011, kl. 13.15

Om "højrenæssancens" æstetik

Se hertil Dorthe Jørgensen: Skønhedens Metamorfose. De æstetiske idéers historie. Odense (Syddansk Universitetsforlag) 2001, s. 169-91. Ud over hendes interessante gennemgang af “renæssancen” (renæssancerne) og humanismen med den vinkel, som den kunsthistoriske fortælling lægger på perioden, og hendes meget præcise definition af opkomsten af genidyrkelsen kan man især lægge mærke til Dorthe Jørgensens karakteristik af 1400-tallets kunst med vægt på naturefterligning og perspektiv som en "videnskabelig naturalisme" og højrenæssancens brug af en stiliseret, tydeliggjort harmonisk skønhed som "idealistisk realisme".

Måske kan man parallellisere den uhyre naturalistiske malestil, vi finder hos Van Eyck og Rogier van der Weyden m.fl. (scenen malet præcist som maleren ser den, fint ciseleret og teknisk vidtdreven, men samtidig følsom og fyldt med symboler) med den store flerstemmige musik i Du Fays, Ockeghems og Busnoys’ generationer. Her finder vi den samme præcision, tekniske mesterskab, vidtdreven symbolbrug og fintmærkende følsomhed.

Man kan meget let genfinde træk af den "idealistiske realisme" i musikken, bl.a. hos Josquin: Det monumentale, perfekte proportioner, tydelighed i tekst og deklamation (emnefremstillling) bl.a. – det genfinder man i de omtalte Agnus Dei satser (se næste punkt) eller i hans motetter (f.eks. "Miserere mei, Deus"). En religiøs tone, en guddommelig skøn udlægning i musik af bibel- og andre tekster, som kunne være almen acceptabel (også for de senere protestanter), måske til dels en imødekommelse af den kritik, som samtidens religiøse reformiver havde rejst mod kirkemusikken (jfr. Wegman: The Crisis).

Har man lyst til at se flere billeder fra perioden med gode oplysninger på engelsk, kan dels slå de omtalte kunstnere op (under "Artists") eller få rundvisninger i italiensk eller fransk renæssance (under "Tours") på den meget store hjemmeside Web Gallery of Art http://www.wga.hu/index1.html.

Man kan læse meget mere om Marsilio Ficino og naturfilosofi, magi mv. i Aksel Haaning, Naturens lys. Vestens naturfilosofi i højmiddelalder og renæssance 1250-1650. København (C.A. Reitzel) 2001

Om L’homme armé messer

Med udgangspunkt i David J. Burns artikel ‘« Nam erit haec quoque laus eorum » Imitation, Competition and the « L’homme armé » Tradition’ Revue de Musicologie 87 (2001) s. 249-87 (se videre mit resume).

Til referatet af denne artikel kan føjes lidt mere omtale af et par af msuikeksemplerne:

L'homme armé-melodien, en populær sang med en stærk identitet såvel rytmisk som melodisk (trompet/fanfare-agtig melodik, fungerer lige godt i alle modi (kirketonearter), giver mening sunget baglæns; om den bevædnede mand – Jesus, eller Skt. Michael) dukker op i 1450erne.

Anonym/Morton: Il sera pour vous / L'ome armé, a 3, dobbeltchanson med melodien i tenor, som imiteres af Contratenor, og en satirisk rondeau i overstemmen (den burgundiske sanger Symon Le Breton som en farlig krigsmand i felttog mod tyrkerne). Sandsynligvis skrevet ved det burgundiske hof.

Guillaume Du Fay: Missa L’homme armé a 4, bygger på den kendte melodi, som anvendes ret frit i tenoren (ud fra g og med et fast b de tre underste stemmer = g-dorisk), nogen mensural transformation.

Agnus Dei I er en ‘straight’ tenor camtus firmus udsættelse, med messens motto i starten (fast begyndelse, der kæder satserne sammen), udsættelsen kompliceres hurtigt i stemmerne uden om tenoren.

Agnus Dei II er for tre stemmer, tilsyndeladende fri, men L‘homme armé melodien træder snart tydeligt frem i varieret form.

I Agnus Dei III kommer melodien først i retrograd i dobbelte nodeværdier derefter normalt og meget hørbart (angivet med en latinsk kanon “krabben går hel ud, men kommer halv hjem").

Dispositionen af Agbus Dei synes nøje beregnet af komponisten: I Agnus I høres melodien tydeligt som bred tenor cantus firmus, mens den i Agnus II, hvor c.f. i mange messer ikke bruges, sniges ind først som interval-struktur i den dybeste stemmer, derefter breder sig ud i alle stemmer i tredelt rytme (i melodiens naturlige tempo). Dvs. at i slutningen af Ag II gennemsyres hele satsen af melodien. Derfor har lytteren den klart i erindringen, men høren den ikke i Ag III, hvor kanon-forskriften fremtvinger en baglæns udførelse af melodien i tenor, indtil dens triumferende tilbagekomst i slutningen af satsen i naturligt tempo. Et tegn på komponistens hensigt er de meget hørbare steder, hvor melodien klinger øverst i satsen.

Om en evt. symbolik ved denne fremfærd (Jesu nedstigen til helvedet for at befri sjælene, og dansen i katedralernes labyrinter), se Craig Wright: The Maze and the Warrior. Symbols in Architecture, Theology and Music. Cam. Mass. (Harvard UP) 2001 s. 175ff. Wright antager at Du Fays messe er den tidligste i L’homme armé-serien, hvilket er meget sandsynligt; andre argumenterer dog for Ockeghems (Fitch) eller Busnoys (Taruskin) som den første.

Om fortolkningen af L’homme armé, se også Kirkmans bog The Cultural Life of the Early Polyphonic Mass, Kapitel 5 “Sounding armor: the sacred meaning of L‘homme armé” (indholdsoversigt).

Lyt videre til eksemplerne i Naxos music library - Du Fays. Ockeghems og Josquins L’homme armé-messer findes her.

START