Strygekvartetten - den mest klassiske musik
Lytteøvelse 2
Til 28. oktober
tager vi en ambitiøs lytter: en af Beethovens tidligste kvartetter og en af hans seneste komponeret mere end 25 år senere, og samtidg Beethovens mest krævende værk med den oprindelige finale, Grosse Fuge. Lige som sidst gælder det om at lytte og derefter prøve at sætte ord på det I hører – umiddelbare ord, ikke tekniske eller analytiske, men hvad udstråler musikken, hvad siger den til DIG med din baggrund og musikalske erfaringer?
Denne gang gælder det ikke førstesatser fra forskellige perioder af musikhistorien, men hele FORLØB skrevet af samme komponist med de vidt forskellige følelser og stemninger, som optræder undervejs. Prøv at tænke over helhedsindtrykket af de satser, som udgør “værket”, hvad kan meningen have været? Solgte Beethoven ud af sine kunstneriske interesser ved at skifte den oprindelige fuga ud med den lettere finale i det trykte opus 130, så fugaen blev publiceret alene som op. 133? Hvad siger det jer i dag?
Denne gang er musikken så kompleks at man måske får brug for at ty til partituret, men det er ikke et krav - links'ene er herunder
Skrive et par linjer om disse spørgsmål (eller om andre I har lyst til at stille), og send dem gerne i mail til mig inden timerne den 28. oktober. Hensigten er at holdet skal tale sammen om det vi har hørt.
To CD med al musikken ligger i min boks i dueslaget i Klerkegade, hvis I har lyst til at høre eksemplerne i en bedre lydkvalitet, eller hvis det er for svært at komme igennem til Naxos.
NB Husk at logge ud.
Beethoven, kvartet i F-dur, op. 18 nr. 1, som findes ( track 1-4)
http://kb.naxosmusiclibrary.com.ep.fjernadgang.kb.dk/catalogue/item.asp?cid=C10510
Partitur findes http://imslp.org/wiki/Special:ImagefromIndex/04755
Beethoven, strygekvartet Bb dur op. 130 (track 1-5, 7)
- oprindelig finale, Grosse Fuge,Op. 133 (track 6)
http://kb.naxosmusiclibrary.com.ep.fjernadgang.kb.dk/catalogue/item.asp?cid=C10851
Partitur til op. 130: http://imslp.org/wiki/Special:ImagefromIndex/04767
Partitur til op. 133: http://imslp.org/wiki/Special:ImagefromIndex/04771
Der er en ret let forståelig introduktion til op. 130 i Lewis Lockwood & the Juilliard String Quartet: Inside Beethoven’s Quartets. history, Performance, Interpretetion. Cambridge, Mass. (Harvard UP), 2008
- ellers samme litteratur som nævnt til 14. oktober.
- hertil kommer om receptionen af Grosse Fuge og de sene kvartetter i Ivan Mahaim (transl. Evi Levin), ‘The First Complete Beethoven Quartet Cycles, 1845-1851: Historical Notes on the London Quartett Society’, The Musical Quarterly 80 (1996), pp. 500-524 (E).
Kommentarer mv. fra den 28. oktober
(de enkelte bedrag er adskilt med streger _)
Beethoven, kvartet i F-dur, op. 18 nr. 1:
Lyder meget virtuost – tempoet i allegroen er højt. Det er 1. violinen der står mest frem, de andre stemmer er mest underlægning. Musikken bliver hele tiden drevet frem af ottendedele i akkompagnementet. Adagioen er melankolsk og lidt dyster i starten. Igen ottendedele i akkompagnementet. Meget sart, men nogle gange stiger intensiteten, for derefter at gå ned igen. Meget effektfuldt med generalpauserne der optræder flere gange. Meget smertelig musik.
For mig lyder det som et skoleeksempel på en klassisk strygekvartet. Det er som om Beethoven har skrevet det bedste han kunne, for at demonstrere, at han mestrede strygekvartetten (i den klassiske stil) til fulde og kunne leve op til Haydns ry (eller måske overgå det).
_
Dette virker til tider næsten Haydn'sk. Det er kedeligere og pænere end de sene kvartetter. Det virker som om, at vægten mest af alt ligger på at det skal være smukt, veludført arbejde, der ligger tæt op ad en original strygekvartet.
For mig at se, finder Beethoven først sin egen stemme i sine senere kvartetter.
_
Formatet i op. 18 er ikke større end at jeg kan rumme hele kvartetten på én gang og sammenholde satserne til ét værk, med de forskellige karakterer og følelser den indeholder. Jeg nød værkets store diversitet og var især glad for den smukke "passionerede" andensats, der for mig at se besidder den emotionalitet, jeg savner hos Haydn.
_
Allegro con brio – Meget energisk, nærmest summende eller dansende. Man får lidt tanker om en bi med humørsvingninger – måske meget påfaldende eftersom det netop er blevet påvist at bier kan miste hukommelsen. Mange der konverserer om det samme, men siger det på forskellige måder – dygtig og økonomisk tematik. Lyden af en debat man godt kunne tænke sig at høre, alle har plads til at sige noget.
Adagio – Meget mere sørgmodig og eftertænksom – slæber sig næsten af sted; (en lidt teknisk detalje): det er som om fraserne nærmest er lidt for lange (og det er ment godt). Meget dynamisk sats, både musikalsk og følelsesmæssigt set. Generelt det lidt mere dybsindige i spil, og så kommer der pludselig nogle steder i dur som nærmest siger ”sløvt sommervejr” til mig. Er der mon efterår på spil? Til det er de ”tunge passager” næsten for tunge
Scherzo – Skizofren musik – eller i hvert fald med store humørsvingninger. Meget spændende at lytte på. Mange interessante musikalske detaljer. Det er som om satsen bevæger sig på mange planer. Svært at høre om den var i dur eller mol i starten
Allegro –Ekvilibristisk. Nærmest lidt flyvende, flydende og organisk. Kunne være glimrende som musik til en film (en god film)
_
1. sats – I 2. violin, bratsch og cello er der meget imitation af 1. violinens motiver. Hovedmotivet, som bliver præsenteret i første takt, bliver brugt meget i både første og anden halvdel af satsen. Det bliver både sekvenseret og vendt om. Der er også flere sidemotiver, som på samme måde bliver bearbejdet fuldt ud, dog ikke i lige så stort omfang.
2. sats – 2. v, b og c starter som akkompagnement til 1. v, men bliver mere og mere ”ligestillet” med denne. Sats starter meget roligt, nærmest højtideligt, og slutter meget melankolsk. Dette begynder især efter halvslutningen i fjerde takt på side 10.
3. sats – Første del af satsen virker som om den bare skal overstås. Trio-delen er skiftevis hurtige oktavspring i alle stemmer, og solo i 1. violin og lang toner i resten.
4. sats – Ligesom i 1. sats bliver hovedmotivet præsenteret i første takt, og igennem sats gennemarbejdet. Og ligeså bliver de sidemotiver som optræder. Der er nogle markante skift i toneart, som leder videre til næste afsnit.
_
Jeg kunne rigtig godt lide de første to satser af opus 18. Musikkens var meget fortællende, malerisk, nærmest filmisk, og trak en ind i et andet univers. især var den dystre stemning i 2. satsen meget dragende. Man kunne næsten se Beethoven for sig. 1. satsen havde et meget smukt hovedtema, der dog måske lige blev understreget en gang for meget. Det var dejligt at instrumenterne vekslede så meget mellem hvem der havde melodi og akkompagnement status, så det ikke kun blev 1. violins lir.
_
Beethoven, strygekvartet B dur op. 130:
Op. 130 er jo af en noget anden karakter, men bestemt også værd at lytte til. Overordnet set synes jeg dog at værket som helhed er for bombastisk, for "tungt". Mange af temaerne har en meget maskulin, firkantet og frembrusende karakter, der tilsammen med de store dimensioner simpelthen bliver for voldsomt og "heroisk". Jeg synes ikke at strygekvartetten som genre kan bære den monumentalitet, og kan bedre forestille mig musikken udsat for orkester, hvor større klangmuligheder bedre ville kunne retfærdiggøre den voldsomme ekspressivitet. Når det så er sagt, er det nok også et spørgsmål om at lytte/studere musikken tilstrækkeligt mange gange, så man lærer den at kende. Første gang jeg hørte den, blev jeg så overvældet af værkets proportioner og kompleksitet, at jeg ikke rigtig kunne rumme andet end forbløffelse. Ved anden gennemlytning fulgte jeg med i partituret, og pludselig gav det hele meget mere mening! Jeg tror det er musik, der skal analyseres, studeres og granskes igen og igen, for fuldt ud at kunne værdsættes. Der er i hvert fald meget langt til Boccherinis diverterende musik. Det her er kunst med stort K!
_
En helt anden verden end kvartetten i F-dur. Mere udadvendt og ekspressiv måske?
Mange temposkift og også toneartskift i første sats. Jeg har talt syv toneartskift og jeg ved ikke hvor mange tempo- og taktartsskift – det er som om musikken kommer ud i alle verdenshjørner.
Også flere temposkift i prestoen, som er meget virtuos. Voldsom og delikat på samme tid. Lyder lidt som en russisk dans. Alla danza tedesca – sekstendedels løb der væver sig ind imellem hinanden. Man kan sagtens forestille sig, at man kunne danse til denne sats. Cavatinaen er meget indadvendt.
Finale - visse steder meget dissonerende. Det lille tema kommer vidt omkring. I forhold til fuga- satsen er det nok en mere traditionel finalesats.
_
For mig, virker dette værk som langt mere fortællende end andre værker for strygekvartetter, jeg har hørt. Jeg kan ikke sige, præcis hvad der fortælles, men jeg for fornemmelsen af en dramatisk handling. De enkelte satser imellem er også i stor kontrast til hinanden, og det forstærker dramatikken.
Der er tale om et nyt og tungere udtryk samt budskab til strygekvartetten, og derfor bliver dette værk mest af alt frigørende.
_
Adagio/Allegro – Meget levende og overraskende sats. Videreførslen af melodien i de forskellige instrumenter virker raffineret. Mange imitationer. Skiftene i tempo og følelse giver strygekvartetten en ny dimension af konversation: Satsen konverserer med sig selv på det formmæssige plan. Trods de mange skift og den overraskende karakter, er der alligevel mange genkendelige temaer og former.
Presto – Mere kontant afregnende end foregående sats - i hvert fald til at starte med. Derefter endnu et skift, der nærmest lyder lidt kaotisk. Ud af det kommer der en ny oplevelse af satsen der nærmest opleves som ustyrlig (glad eller vred er jeg ikke helt sikker på, men i hvert fald ustyrlig - som om 1. violinen ikke kan få sagt det den vil)
Andante – Indviklet sats og også viklet ind i sig selv. Mange små imitationer. Indviklet men ikke kaotisk. Spændende at der kommer et nyt stykke efter hver af "pizzicato-stykkerne" - man forventer noget og så får man noget andet - ja tak!
Alla Danza Tedesca – Lyder MEGET tysk. Um cha cha! Og det behøver ikke forstås som noget ondt. Kunne godt være baggrundsmusik til en Morten Korch film. I sammenhæng med resten af værker virker det lidt corny med oktaver i 1. og 2. violin gennem den første del. En traditionel start (jeg er lidt bange for at skrive det men lidt alla Haydn, bare mere blid). Til gengæld en meget flot "opdatering" af temaet i 2. halvdel af satsen, der får satsen til at give lidt mere mening i sammenhængen. Den er stikker stadig ud, da den ikke er så indviklet som de hidtidige satser.
Cavatina – Behagelig sats, der slutter som en god historie. Man føler sig meget hjemme. Stadig lidt imitation, men lyder mest som et solostykke for 1. violinen.
Allegro finale – Tilsyneladende må imitationer og videreførsel af melodier i de forskellige instrumenter have været noget Beethoven kunne lide - eller også er det den gennemgående idé i denne strygekvartet. Satsen lyder temmelig regelret og sammenhængende, men med nogle forskellige udsving, der sætter øret på arbejdet og fantasien i gang (dermed dog ikke sagt at man ikke bruger sin fantasi i resten af satsen)
Alt i alt en lidt speciel sammensætning af satser. De første satser lød moderne, mens de tre sidste satser lød mere traditionelle. har Beethoven mon siddet og tænkt: "Det her er godt nok lidt for mærkeligt. Jeg må nok hellere dreje det i en anden retning". Efterhånden som man lytter til satsen virker "Alla Danza Tedesca" som den en afstikker, men ved slutningen af strygekvartetten er det rettere de tre første satser der er "mærkelige".
Det bliver spændende at se hvad "Grosse Fuge" gør for denne forståelse!
_
Oprindelig finale, Grosse Fuge, Op. 133:
Der er lidt Skæbnesymfoni over starten. Lyder som det kunne spilles af et symfoniorkester. Utrolig virtuos musik, der sikkert er noget af det teknisk mest krævende inden for strygekvartetter. Men det er også krævende at lytte til. Jeg synes sagtens satsen kan stå alene. Beethoven valgte måske at tage den ud af kvartetten i Bb dur, fordi det blev for meget for tilhørerne med sådan en finale. Det overgår måske hvad et almindeligt publikum kan (op-)fatte, især når den kommer efter de andre også ret krævende satser.
_
Har det en dejlig frigørende karakter - kan jo næsten være helt provokerende til tider. Jeg synes personligt at den egner sig til at foregå/blive spillet i en sammenhæng, frem for at stå alene. Alligevel synes jeg også, at det ville være en højst interessant finale at putte på 130, for det ville gøre mig mere i tvivl om Op. 130's samlede budskab. Jeg kan dog heller ikke sætte en finger på Op. 133's præcise udtryk. Og måske derfor er det netop Beethoven, når han er bedst!
_
HOLD DA OP! Nærmest en hel strygekvartet i sig selv. Noget helt andet end den anden afslutning. Som forventet drejer den satsen i en helt anden retning - en mindre "regulær" tonal retning. Med andre ord: Det lyder lidt mærkeligt - og på en ret voldsom måde det meste af vejen. Samlet set giver det strygekvartetten en lidt anden helhed. Hvor allegro slutningen gav en mere bevægelse fra et til noget andet, giver denne slutning en mere cirkulær oplevelse. Grosse Fuge opsummerer så at sige strygekvartetten.
Om begge værker
Jeg synes først og fremmest det er tydeligt at høre (og se!) at der er gået mere end 25 år mellem op. 18 og 130, og jeg er nok mest til den tidlige kvartet.
_
For mig virker det som om Beethoven med kvartetten i F dur, vil vise hvordan man skriver en kvartet i den klassiske stil og han med kvartetten i Bb dur, vil vise hvordan Beethoven skriver en kvartet. Altså i hans egen stil og ikke efter Haydns forbillede.
_
I forholdet mellem de to kvartetter (op. 18 og op. 130), synes jeg den væsenligste forskel ligger i den kraft, hvormed Beethoven kan tillade sig at omgås de normale konventioner for, hvordan musikken kan udforme sig.
Hvor begge kvartetter umiskendeligt lyder som Beethoven, synes jeg, at det er tydeligt, at han i op. 130 i en eller anden grad er "hævet over reglerne". Han har ikke kastet melodik, harmonik eller former over bord (nogle steder virker det melodiske materiale næsten endnu mere "poppet" end i op. 18), men han trækker form- og tonesproget til sin yderste grænse, til tider så langt, at man er bange for om han kan finde tilbage.
Han virker i op. 130 i nogen grad ligeglad med publikum, måske endda ligeglad med sine egne musikalske præferencer. Det virker som om, han har hengivet musikken helt til musikken selv, og han selv bare skal sørge for at skrive den ned.
Jeg synes, at Grosse Fuge fungerer bedst som et værk for sig selv. Den er så mægtig i sin opbygning, at det for det første ville være synd at henstille den til at skulle være en enkelt sats en kvartet, og for det næste får det også op 130 til at stråle mere i sin "enkelthed". Jeg synes, at det ville skabe ubalance at sætte dem sammen.