Peter Woetmann Christoffersen
Renæssancens musikkultur
fredag den 12. september 2008, kl. 11.15
Oversigt over 1400-tallets musik
Man kan studere ændringer i musikken i 1400-tallet ved at se på:
- forholdet til nodeskrift (fra eksklusiv Ars subtilior til trykte noder o. 1500) - her blev vist eksempler på nodeskrift (“ars subtilior”) fr o. 1400: Antonio Zacharias da Teramo, Sumite, karissimi (se nedenfor), Baude Cordier; Belle, bonne, sage a 3 (rondeau i hjerteform), Jacques Senleches, La harpe de melodie (virelais i harpeform, kanon i overstemmer)
- forholdet til klang (opbygning af tradition, specialisering og genrebevidsthed)
- forholdet til design/konstruktion af forløb (samme)
- forholdet til identitet (en kunsthistorie opbygget af enkeltindividers indsats, berømmelse, lærer-elev forhold)
- forholdet til historie (afgrænsning til fortiden, fremhævelse af udvikling)
Paradokser’ når man se på begyndelsen og slutningen af 1400-tallet
- Ars nova (ars subtilior) – musikken er i sin substans (contrapunctus-skelet) forholdsvis enkel (der findes meget kendte undtagelser herfra), men dens overflade fremstår meget kompleks i notation, måske var dens klingende overflade også meget kompleks.
- Kunstfærdig musik fra 1460erne og frem – musikken er i sin substans meget kompleks, notationen forholdsvis enkel, men fjernet fra offentlighedens forståelse ved hjælp af latinske kanons mv., som bliver opløst, gjort forståelige ved hjælp af resolutio eller lignende, når musikken bliver offentliggjort (typisk udkommer i trykt version). Den klingende overflade er tilgængelig for brede kredse.
Oversigt over 1400-tallet
grafisk oversigt, se pdf-fil, (blev udleveret på papir i timen, gennemgås kort næste gang), en kort kommentar hertil (vist på overhead).
Historiske stikord (se hertil i grupperum under Alment stof: Kronologi.PDF og historiske kort i Frankrig_Burgund_England_Spanien.PDF.
Det store skisma – Perioden hvor pavemagten faldt i grus. 1308 flyttede pavehoffet med Clement V til Avignon. 1378 valgtes Urban VI til pave i Rom, mens en anden fraktion valgte Clement VII i Avignon, senere i begyndelsen af 1400-tallet hele tre paver! Først løst da Konciliet i Konstanz (1414-18) i 1417 valgte Martin V til eneste pave i Rom, holdt ikke længe, kun til konsiliet i Basel o. 1440.
Hundredeårskrigen 1337-1453 mellem England og Frankrig, i starten en arvefølgestrid om den franske trone, senere snarere om indflydelse på kontinentet og kontrol med handelsveje, foregik sporadisk på fransk grund; især i de første årtier af 1400-tallet havde England stor indflydelse på den nordlige del af Frankrig.
(Jeg nåede ikke de følgende punkter, kommer næste gang)
Pesten 1347-50 og derefter tilbagevendede med få års mellemrum indtil midten af 1400-tallet, dog efterhånden i mere og mere afsvækket form.
Klimaforandring, en kuldeperiode forværrede følgerne af krigen og pesten.
Konstantinopels fald 1453. Det osmanniske rige en konkurrent til de eurpæiske stater.
Amerikas opdagelse.
Til et Europa i relativ stabilitet, nationalstater, Frankrigs og Spaniens samling, Burgunds fald, de italienske fyrstedømmer og byrepublikker, byernes udvikling, udvikling i handel og landbrug, trykning af bøger (fra 1470erne i de fleste lande), den europæiske ekspansion efter krigens og pestens ødelæggelser, opdagelsesrejser, relativ velstand, befolkningsstigning, bedre klima.
Store prestigegivende musikalske institutioner (kapeller), parallelt med satsning på arkitektur, malerkunst, skulptur. litteratur og lærdom (hmanisme) - også en del af legitimeringen af nye magtkoncentrationer.
Gennemgang med musikeksempler
Antonio Zacharias da Teramo (omkring 1400): Sumite, karissimi a 3, latinsk sang (ballade). Teksten er en rebus, der kan opløses: “Recommendatione Zacharias” (Z anbefaler sig), en meget musiker-intern sang med ekstrem brug af synkoper frembragt af en meget præcis notation i sorte, røde og hule røde noder (rød = minus en tredjedel af værdien, hul rød yderligere en fjerdedel fjernes fra semibreves), meget vanskelig at udføre – eller en meget nøjagtig gengivelse af en ret fri udførelse af en enkel komposition, hvor stemmerne på skift improviserer ‘lækre’ detaljer. Komponisten er italiener, men behersker til fuldkommenhed den franske stil, knyttet til pavehoffer i Rom og Bologna, døde sandsynligvis under konciliet i Konstanz. (Facsimile, tekst og nodeeksempler findes i artiklen af Donald Greig: ‘Ars Subtilior repertory as performance palimpsest’ Early Music 31 (2003) s. 196-209) - findes også gennem KBs Electra.
Sangen er på en måde “opførelser i skrift”, hvor en klingende realisering slet ikke er nødvendig for at en stor del af sangens potentiale kan realiseres. Som læsemusik er den også meget selvbevidst og eksklusiv, absolut ikke tilgængelig for musikere som ikke beherskede den sidste nye, meget raffinerede måde at notere musik på.
John Dunstaple (ca. 1390-1453): Quam pulchra es a 3, motet, enkel udsættelse af tekst fra Højsangen (antifone) uden brug af en i forvejen eksisterende melodi, treklangpræget, kontrollerede dissonanser, følger teksten tæt i en slags recitation, fremhævelse af mening, fermat-steder (findes i Atlas: Anthology).
“Den nye internationale stil” (især lanceret som historisk forklaringsmodel af Strohm i The Rise of European Music): kan opfattes som en sammenflydning af elementer fra ars nova, italiensk, engelsk og nordfransk musik – mulige faktorer: det store kirkemøde i Konstanz 1414-18, det engelske styre i Nordfrankrig med hof i Paris (Dunstaple og Binchois), men først og fremmest musikernes stærkt øgede rejseaktivitet som følge af at de sydlige hoffer begyndte at opbygge musikalske institutioner ved overgangen til fyrstestyrer i de små stater som tidligere havde været republikker eller despotier, og da gerne med for og fremmest det burgundiske hof som forbillede.
John Dunstaple: Veni sancte spiritus / Veni creator a 4, isorytmisk motet over hymnen “Veni creator spiritus”, hvoraf tenoren udsætter 2 gange 11 noder. Disse er ordnet i 3 color og 6 talea; i hver color formindskes tenors varighed i forholdet 3:2:1. Superius parafraserer samtidig melodien (har de 11 første noder af melodien som grundlag for den indledende duo), men synger teksten fra sekvensen “Veni sancte spiritus”, superius forsætter med at citere “Veni creator”, hvor tenor holder pause i starten af hver talea, så hele hymnen bringes på den måde (meget hørbart for den der kender melodien ud og ind). Overstemmerne er også isorytmiske i hver color (dvs. samme rytme i talea 1 og 2, og derefter en ny rytme i talea 3 og 4 osv.). Teksten til hymnen “Veni creator” synges af den melodisk frie contratenor. Motetten er til Pinsedag, hvor de 11 disciple afventer Helligåndens komme. Lyrisk fleksibel melodik, mange fuldstændige treklange, mange melodiske treklangsbevægelser (findes i Atlas: Anthology).
For at opfylde motettens litugiske funktion samt at skabe en kunstnerisk fremhævelse af den vigtige festdag, Pinsedag, havde det været nok at få dygtige sangere til at fremføre hymnen i cantus super librum (improviseret flerstemmighed over kirkesang) i den grad af kunstfærdighed, som sangerkorpsets dygtighed muliggjorde, men Dunstaple gjorde meget mere ved at udarbejde den som en nedskreven komposition. Han kombinerede og samlede elementer og hensyn:
- fra liturgien en hymne og dens melodi,
- teksten fra en sekvens til samme lejlighed,
- en strukturbærende tenor med symbolsk udvalg af toner fra melodien,
- hørliggørelse af hymnen i superius’ indledninger,
- raffineret struktur, isorytme, isomelik, acceleration, treklangsbaseret samklange, enkle melodiformler, smidig rytmik, logik,
- hvem henvendte han sig til? med det kunstfærdige: til kolleger og de lærde; med citaterne af hymnen i superius og gennem motettens velklang: til alle i kirken.
Vi finder her en sammensmeltning af meget forskellige hensyn og dagsordener: en liturgisk, en musiksyntaktisk, en lærd, en musiknydende og en almen ’kirkegængeragtig’ (noget rart og genkendeligt at lytte til, som passer ind i gudstjenesten). De dagsordener forenes i noget vi sagtens kan kalde et værk med en stærk identitet, med en tydelig ophavsmand, og en egen skæbne som kun kan formidles gennem skrift.